293
mønstrede Terrænet og begav sig paa Vej. Fuldt tilfreds med Situationen var han just ikke. Vistnok var han ikke falden ud af den Rolle, han havde indøvet sig i: at vejre den unge Præstefrue ud af Tilværelsen, naar han saâ hende; men han havde haabet, at hun havde bejlet til hans Gunst, saa at hans Rolle var bleven mere effektfuld i hans egne og hendes Øjne.
— Ja, saa faar hun haardere Konfekt end nu, bestemte Kaptejn Frick, mens han med det udfoldede Kort foran sig konstaterede sin egen Dygtighed som Topograf.
Ikke uden rigtig Sporsans havde han beregnet, at Fanny ikke var glad i sit Ægteskab. Men hans Evne til at faa Færten af en Situation, hans Skarpsyn og Lydhørhed for smaa Bevægelser hemmedes stadig ved hans totale Mangel paa Selvkritik. Det faldt ham ikke ind, at han havde arbejdet den Selvløgn ind i sig, at han interesserede sig for Sofus Brinckmanns Livsgjerning, og at hans Bevæggrund til at begejstres for Kapellanens Sjælesorg kun var et Vanskud af Forbitrelsen mod hans Frue. Hvor var hans Samvittighed ren! Hvor følte han sig fuldstændig ædel og hævet over al Smaalighed! Han præsenterede for sig selv sin ædle Anerkjendelse af Brinckmanns «Idealitet», og anerkjendte denne Anerkjendelse.
