XXIII.
Med opsparet, vel forberedt Begejstring for sig selv gik Kaptejn Frick Pastor Brinckmann i Møde.
De mødtes midt paa en Markvej. Det gjorde Indtryk paa Kaptejnen at se en tindrende Glans i Præstens store brune Øjne, se indfaldende Kinder med svær Rødme paa Yderpartierne og de sorte Klæder sluskende om hans Krop. Sund og glad saâ Brinckmann ikke ud.
Kaptejnen skjønnede strax, at han maatte spille paa stærkt pathetiske Strænge. Vejen, som højnede sig med Udsigt over et stort Terræn, var ikke saa ilde en Scene. Men dum var Kaptejn Frick jo ingenlunde, vilde heller ikke være det, han vilde ikke spille gammeldags Deklamator. Da han mødte Sofus Brinckmann, sagde han med sin dybeste Tone:
— De er en Mand, jeg har stor Agtelse for.
Pastoren stønnede og hostede, men instinktmæssig lagde hans Ansigt sig i mildt smilende Folder.
— Jeg? sagde han. Er jeg? … God Dag, Hr. Kaptejn! Jo, det er jo Kaptejn Frick. Følg med hjem!
Kaptejnen blev staaende, saâ ud over det grønne og brune Land med de blaa, solskinsfunklende Vande og de brunviolette Skovpartier;
