295
gjorde et let Udslag med den højre Arm og sagde:
— Jeg maa først sige Dem, at jeg er ikke Troende.
— Det bliver De nok med Tiden, Hr. Kaptejn! Det bliver alle Mennesker, det er jeg vis paa, sagde Brinckmann med et Opsving mod sin vante Livlighed, men Stemmen og Legemet tede sig som slappede Fjedre.
— Lad mig bare ligge! sagde Kaptejn Frick. Men, hvad jeg nu tror, eller ikke tror paa, saa finder jeg, at Kristendommen i sin Idé er vældig. Det, jeg beundrer ved den, er, at den opfordrer Menneskene til at ofre sig selv under Frygt og Bæven, at give Alt og Intet at tage.
— Han er Søren Kierkegaardianer, tænkte Brinckmann; men, da han aldrig havde Lyst eller Trang til Diskussion, tilmed var saa træt, tav han og protesterede ikke mod Kaptejnens Forbigaaelse af Tros- og Fremhævelse af Gjerningsmomentet. Kaptejnens Pathos fik da Lov til uhindret at udfolde sig.
— En af mine Studenterkammerater, en ringe begavet Fyr, som vi drev Halløj med i Skolen og i Rusaaret, som fik Haud secundi til Attestats, blev Præst. Hos ham var det Alvor med hans Religion. Han tilbragte Nætterne, før han skulde prædike, i Sakristiet, græd og var fortvivlet,
