296
led og stred . . jeg har mange Gange set det, naar jeg listede mig op paa Kirkegaarden efter den lille Lysstribe. Jeg har beundret ham; jeg tager til Huen for ham, jeg gjør Honnør for ham, hvergang jeg tænker paa de Nætter i Sakristiet. Men jeg har, om muligt, endnu større Respekt for Dem, Pastor Brinckmann! De holder Dem til de Smaa og Fattige, dem, som trænger mest til Trøst; De gaar til de Syge og udsætter Dem og Deres for Smitte. Det gjør man ikke, naar der ikke slaar noget stærkt Noget inden for Ens Vest. De er en Mand, Pastor Brinckmann!
Sofus Brinckmanns Øjne glinsede endnu mere, thi de fyldtes med Taarer. Det var de første anerkjendende og varme Ord, han havde hørt, siden han tiltraadte sin Gjerning. Da Kaptejnen efter at have endt sin Replik slog ud med den højre Arm, antog han det for en Indledning til en Omfavnelse, og det var længe siden, Nogen havde imødekommet hans Trang til Kjælenskab. Kun med Møje havde han kunnet tiltigge sig kolde Kjærtegn af sin Hustru. Han greb da Kaptejnen om Livet og lagde Hovedet til hans Kind; men Sligt stred aldeles mod Kaptejnens Smag. Han tænkte: Nej, fy for Pokker! kysse ham vil jeg s’gu ikke. Han viklede sig diskret ud af Præstens Favn med sænket Varmegrad i Stemningen.
