299
— Er De tidig til Mad, Brinckmann? For jeg begynder at glemme min Frokost.
— Nej, det er mærkelig nok. Jeg er slet ikke sulten, men umaadelig tørstig, sagde Brinckmann og hostede stærkt.
— He, det er der gode Raad for, sagde Kancelliraaden og gned sig i Hænderne ved Tanken om de to Flasker gammel Châteauvin og den ene Flaske gammel Madera, han havde havt med i Vognmagasinet.
Efter et Øjeblik at have fjernet sig kom Husets Frue ind og sagde:
— Nu er der serveret.
Med en egentlig mere stiv end sikker Holdning gik hun over Gulvet hen mod Kaptejn Frick, der studsede og vilde til at række Armen ud mod Fru Kamp. Fanny sagde nejende med et fornemt Smil:
— Hr. Kaptejn, maa jeg have den Ære?
— Tak, jeg . . jeg har bedet Fru Kamp —
— De var i Færd med det; det saâ jeg nok, men De kom for sent: Votre bras, s’il vous plaît, mon capitaine!
Fanny havde rettet sine Vaaben mod en af Kaptejnens mange smaalige Særheder, den nemlig, at han hadede Fransk! Kaptejnen bed sig i Overskjægget. Han maatte tage Fanny under Armen, men lod sin hænge saa slap, at den næsten ikke støttede hendes.
