306
pludselig op, og Fru Fanny viste sig lidt bleg, med marmorhaarde kolde Træk. Hun saâ ti Aar ældre ud.
— Det er nok en meget alvorlig Situation, sagde Kaptejn Frick med imødekommende Deltagelse.
— Den passer ikke for hule Gjøglernaturer, svarede hun saa klangløst som en Træhammers Slag mod en Blok.
Kaptejnen vaklede to Skridt tilbage og tog fat i en Stoleryg. Disse Ord? Fanny maatte være en Djævel, naar hun kunde finde paa saadanne Ord i saadant et Øjeblik. Hun havde jo spyttet Kaptejnens ædle, Alt forglemmende Medfølelse lige i Ansigtet.
Landaueren rullede frem. Lidt efter viste sig en Bondekone i Stuen med Shawl og stukken sort Silkekyse. Det var Kristen Povlsens Kone. Hun tog Fanny i Haanden og sagde:
— Ja, jeg vil saa gjerne tage med efter Doktor. Saa faar den Lille tørste saa længe. Tak, fordi De sendte Bud efter mig, Frue! Jeg har set saa megen Sygdom.
. . . . . Sofus Brinckmann var vaagnet efter en lang Afmagt, ligbleg, Øjnene lyste som Flammer.
— Fanny . . lille Fanny! stønnede han. Lad mig faa din Haand!
Hun rakte ham den højre og strøg hans Pande med den venstre.
