Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/317

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

307

— Jeg er meget syg, Fanny!

— Ja, det er Du, Brinckmann.

— Kald mig ved Fornavn?

— Ja, Sofus, Du er syg.

— Tak, Fanny, fordi Du kaldte mig ved Fornavn! Nu er jeg vis paa, at Du holder af mig. Men jeg tror slet ikke, jeg dør …. Vel, Fanny? Jeg dør ikke. Jeg har ingen videre Smerter. Og, Du, Fanny! Vorherre har saa meget, som han skal have udrettet gjennem mig endnu, at han ikke kan kalde mig bort fra Dig endnu … Aa, det lettede, at jeg blev, af med alt det fordærvede Blod. Aa, Fanny, tænd nogle flere Lys! Jeg vil have det rigtig hyggeligt . . Fanny . . Du! Jeg kunde godt synge en af de kjære gamle Romancer … eller Psalmer.

— Lig stille! Du kan ikke taale at tale.

— Jo, jeg kan. Jeg er for Resten slet ikke bange for at dø, Fanny, om galt skulde være. For jeg har tjent Herren, vel i Skrøbelighed, men saa godt, som det paa nogen Maade var mig muligt. Jeg har udarbejdet hver Prædiken med Anspændelse af alle mine Evner, jeg har slidt mig op i Sjælesorg og Sygebesøg, altid været glad, aldrig knurret mod Guds Villie. Jeg véd ikke et Menneske, som jeg hader. Aa, gid jeg kunde omfavne hele Verden … Men tror Du vel, at jeg dør, Fanny? Vi fik jo aldrig gjen-

20*