har jeg gjort Uret. Det er det, som piner mig. Der var mere i ham, end jeg troede.
XXIV.
Det var en af vort Lands skjønne Septemberdage og med sydlig høj Luft, let at aande og med en passende hverken for høj eller lav Temperatur.
Materialist Vismann stod i sit lille Kontor med Vinduet ud til en lille Have.
Der var gaaet næsten et Aar siden de sidst fortalte Begivenheder.
Sommeren havde efterladt blomstrende Roser; de mødtes med Efteraarets første højtfarvede Astere og Georginer. De stod alle saa rolige, saa uforvanskede i Farve og Tegning i denne ærlige, milde danske Dag, som hverken omdisede, beslørede eller smigrede Gjenstandene, men gav Beskueren Indtrykket af, at saaledes maatte de være i sig selv.
Foran den lille Pult ved Vinduet stod Vismann med den opslaaede Handelsbogs hvide Blade foran sig.
Resultatet af hans korte Arbejdstid tegnede ikke til at blive glimrende. Han havde alt to Processer i Gang med Byens Apotheker. De
