Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/321

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

311

vilde vel sagtens koste ham godt og vel 100 Kr. Stykket. Byen handlede ikke synderlig med ham; «Borgerne» mistænkte ham for at holde med «Bøenderne». Saa havde han faaet en Del Bondehandel, men hans Kunder vilde have lang Kredit, og saa vilde de oven i Kjøbet have, at han skulde være baade deres Læge og deres Apotheker. De førte syge Børn til ham og forlangte, at han skulde lave Noget, de kunde komme sig af. Vismann havde flere Gange frygtet for at komme i Sammenstød med Kvaksalverlovgivningen, naar han havde raadet Patienterne til engelsk Salt, amerikansk Olie, Kinadraaber eller slige elementære og uskadelige Midler overfor de sædvanlige Maveonder, frembragte af overdreven Nydelse af umoden Frugt, Tykmælk o. dsl.

Vismann kastede under sit Arbejde af og til et Nik til sin lille Have … Naa, ja . . et tusind Kroner i Nettooverskud kunde han vel faa bjerget. Han mumlede eller gryntede ret tilfreds. Han skyldte Ingen Noget, kunde godt nøjes med Smørrebrød med Paalæg af Sardiner og Ost, som han havde i Butikken. Det var dog et stort Fremskridt fra hans Barndomshjem, hvor Kaffe og tørt Hvedebrød var et Galamaaltid. Vismann var ret tilfreds med Verden og sig selv og nikkede igjen til Georginer, Astere og de sene Roser.

Saa gled Blikket op til den lille Hængereol.