316
Ulkebøls. Maden kan Konen nok lave, men jeg kan vel faa Noget hos Dem til at drysse i Suppen . . jeg mener Urter og saadant noget Skidt, som jeg ellers aldrig spiser . . dem, som Ulkebøl faar hjem i Blikdaaser . . dem kan De nu selv tage ud, Vismann … men til nøjeste Pris.
Vismann gjorde et Udvalg af indenlandske Konserver og lod Drengen pakke dem ind.
— Er nu vor By bleven Deres stadige Kjøbstad, Kristen Povlsen? spurgte han.
— Ja, vi ligger jo lige langt fra denne herre By og fra V … og denne er den mindste, saa jeg synes, jeg ligesom har mere at sige her, sagde Kristen Povlsen og spilede Benene ud i lang Afstand fra hinanden . . Og saa skulde jeg have noget Vin til den Lejlighed, Vismann! Den skal være god, men ikke altfor dyr. Gi’r De en Segar i Tilgift, Vismann?
— Ja vel, Kristen Povlsen! sagde Vismann og gav ham en.
— Arrenserer De Vinen til tolv Personer?
— Ja vel, Kristen Povlsen!
— Ja saamænd! Kvinden er ellers i V. Siden den mindste blev vænt fra, saa skal hun immer til den By, over det, hun er bleven saa igaaet med den Præsteenke.
— Jeg syntes, De sagde, at De nok skulde vise hende, at De var Højremand i Ægteskabet.
