Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/331

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

321

at fortælle en gammel Anekdote tre Gange og le ad den.

Fru Kamp gik sukkende om. Om Morgenen pillede hun graa Haar ud af sine før saa tætte blonde Lokker, om Dagen læste hun Prædikensamlinger, men var ellers den, der havde bedst Appetit i Huset.

Enkefru Brinckmann opholdt sig hele Dagen uden for Maaltiderne paa sit gamle Værelse. Hun var venlig og mild mod Alle, men sagde ikke mere end højst nødvendigt.

Hun var ikke lykkelig i sin Ensomhed. Hun havde været virkelig bedrøvet over sin Mands Død. Hun syntes, hun havde Skyld i den. Hvorfor havde hun ikke kunnet være mere for ham? Det Spørgsmaal kom stadig tilbage i hende: Hvorfor havde hun taget ham?

Men Livet havde gjort Uret mod hende. Naturløst var hun opdraget; hendes Ægteskab var naturløst, Sofus Brinckmanns naturløse Begejstring, Naturløsheden i den fede og flade Egn, hvor hun havde tilbragt sit Ægteskab … aa det Flade med fjern Udsigt til Skovene … uh … hvor var det Hele væmmeligt!

Hun læste og læste. Nyt og Gammelt — det var det Samme! Baade fra det Gamle og det Nye slog adskillige Toner ned og vakte Gjenlyd i hendes Sinds Sangbund. Men det var spredte Nedslag.

S. Schandorph: Det gamle Apothek.

21