bygget paa en Klippe, at de der i Aarhundreder sankede Kapitaler var en uudteømmelig Guldgrube … eller som Smaafolk i Byen sagde i hans Barndom: «Apothekeren har Penge i Skjæppevis» … havde en saa fast Rod i Vismann, at Betænkelighederne ikke havde kunnet rokke den.
— Aa, det er Synd, det er stor Synd! sagde han højt, da han var bleven ene … Paa Søndag maa jeg til V. … Jeg har rigtignok lovet mig selv, at … Men Fruen vil jeg ikke se … Jeg vil heller ikke se den Gamle … eller den Slubbert til Provisor … men jeg vil høre mig for … Uden den gamle Kancelliraad var jeg dog vist bleven en Fattighusdreng.
XXV.
Den selskabelige Glæde, den daglige jævne Lystighed var forstummet i det gamle Apothek. Tyst og dumpt gik faa Menneskers Fodtrin over de mange tæppebelagte Værelsers Gulve.
Den gamle Apotheker var nu en affældig Olding med slapt hængende Træk, med svækket Hukommelse … Efter et Par Glas Vin livnede det lidt op i ham, for saa vidt denne Nydelse satte ham i Stand til i Løbet af en halv Time
