335
— Hm — naa, sagde Fanny.
— Ja, det véd Fruen vel.
— Nej!
— Nej, desværre! Og det kunde blive en Guldgrube, hvis vor kjære Kancelliraad var noget mere resolut . . . og indsaa, at Kapitalerne maa sættes i Bevægelse, maa ud i Livet og arbejde . . . ellers dør de. Hvad mener Fruen? . . . Ja, man kan jo ikke forlange, at en Dame skal være med i en Forretnings Details, men et kontant Indskud af . . . f. Ex., lad mig sé . . . 30000 Kroner vilde gjøre Underværker. Well! Den kjære gamle Kancelliraad sagde til mig, at han ikke havde de Penge. Mon?
— Det véd jeg ikke.
— Naa . . . Fruen er ikke inde i den hele Status?
— Nej.
— Hm! naa . . . om Forladelse! Jeg troede . . . he . . . jeg beder om Forladelse. Men Fruen har tilladt mig at tale frit . . . uden Omsvøb. Jeg benytter mig altsaa deraf. Very well! Kancelliraaden sagde, at Fruen havde en Særformue paa 60,000 Kroner . . . Om Forladelse . . . men jeg har i mine unge Dage — desværre ikke for mine Dyders Skyld, oprigtig talt, været i Amerika . . . og der siger vi: Go ahead! Kunde det halve af den Sum komme løs, saa svømmede vi Alle . . . hele det gamle Apotheks Besætning.
