336
Der løb en Mylr af Tanker og Fornemmelser gjennem Fanny i Løbet af knap et Minut. Hun havde higet ud mod det «Moderne», følt indelukket Luft i det gamle Apothek. Var han, Bolberg, Repræsentant for Modernismen? Da han sagde de sidste Ord … «hele det gamle Apotheks Besætning», kvalmede det for det gamle Apotheks Datter. Alligevel — han stod sund og sikker, klog og plump, den Farmacevt, bundende i en Virkelighed. Og den Mand, hun havde ægtet, var en Gjenganger fra en anden Old, uden Blod, uden Marv. Og den Mand, hun havde sværmet for, var en i store Fraser draperet Filister.
Mens hun tav, trommede Bolbergs Fingre Takten af «Yankee doodle» paa Lænestolens Nøeddetræ.
Fanny rejste sig og holdt Bagsiden af sin Tommelfinger fast støttet mod Fladen af sit Skrivebord. Bolberg fôr op af Stolen; hun gav ham et saa kort og myndigt Tegn til at blive siddende, at han faldt tilbage, saa de gamle slappe Fjedre i Sædet sukkede gnavent ved det.
Hendes Villie stivede hendes Rygrad med en Staalstang i dette Øjeblik; hun stod rank og stram. Hun sagde med en metalagtig Stemmeklang:
— Hvad De siger mig der, har min Bedstefader berørt. Det er en Selvfølge, at jeg maa tale med ham.
— Saa faar vi Afslag.
