337
— Vi? …
— Nej … om Forladelse … Fruen faar Afslag. Kancelliraaden betroede mig, at den Sum vilde han ikke røre ved, kunde det heller ikke; det var Deres Arv efter Deres salig Fader, og den var lovlig unddraget Boets Masse.
— Det forstaar jeg mig ikke paa. Altsaa jeg maa først raadføre mig med …
— Ja, med Fruens Kurator. For Fruen er jo saa lykkelig at være saa ung, at …
— Jeg maa først erfare, hvem min Kurator er. Det har jeg aldrig anet. Jeg kommer dog til at tale med min Bedstefader.
Bolberg faldt hurtig ind:
— Kancelliraaden har betroet mig, at han med den daværende attenaarige Frøken Fanny Prammans Samtykke havde taget Kaptejn Frick til Deres Kurator.
Fanny var lige ved at knække i sin stive Holdning. Jo, det var nok rigtigt. Hun havde virkelig, det mindedes hun, under Spøg og Latter i sin Tid skrevet et Papir under sammen med sin Bedstefader, Kaptejn Frick, den daværende Laborant Vismann og en Fuldmægtig fra Byfogedkontoret.
Kaptejn Frick! Hun knyttede Haanden til Trusel mod alle Minder om dette Menneske. Hun havde lovet sig selv aldrig at tale til ham. Kunde kun dog aldrig faa ham rystet af sig?
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
22
