338
Skulde hun tvinges til at tale med ham? Det var, som vilde man tvinge hende til at røre ved en Skrubtudse. Men, skulde det ské … nu vel! Ogsaa denne Kalk skulde tømmes!
Hun samlede sine sidste Kræfter, og med en Bevægelse, der lod Bolberg tydelig forstaa, at Avdiensen var hævet, sagde hun:
— Jeg skal tale med Kaptejnen.
Bolberg bukkede og gik. Mens han passerede den lange, mørke Korridor, sagde han til sig selv:
— Hun er ellers Pokkers kjøn. Sikken en Rejsning! Guds Død og Pine! Men hamper! … Naa, det er jeg med!
XXVI.
— Skulde jeg virkelig søge min Kurator, gaa den Smertens Vej? Vil det nytte Noget?
Fanny saâ sig om. Denne Stue, hendes Barndoms Ly, nu hendes Asyl, hendes Bedekammer, Drivhuset for de Tankespirer, der ufrugtbart havde gjæret i hendes Sind … den skulde hun forlade.
Hun søgte at klare sig, hvad det var at være fattig, og da randt strax Indsidderstuen med den koppesyge Kone hende i Hu. Hun krøb sam-
