31
Paa Læbernes livlige Bevægelse saâs det, at de passerede i meget hurtig Takt.
Apothekeren fortabte sig mere og mere i Nydelsen af Synet.
— Nysseligt, nysseligt, mumlede han og klaskede sagte med Tungen. . . . Hvad Pokker lér De ad, Kaptejn? Har De noget imod vor Bys Pigeborn? De er jo snart i den Alder — da . . .
— Ja vel, Hr. Kancelliraad, jeg er for gammel til at skjønne paa altfor voxne Piger.
— Aa — aa . . . Naa, naa! De mener disse nyere Emancipationshistorier. Ja, fy for en Ulykke! Kvindens skjønneste Smykke er Umiddelbarheden. Men den har min Fanny i det mindste ikke mistet. Vel? . . . Men hvor er Fanny? Jeg sér hende ikke. Kan De se hende?
— Nej ikke nu. Men før spaserede hun med den unge Pjes . . . jeg kan ikke huske, hvad han hedder.
— Naa — aa. Det er Sofus Brinckmann, det er hendes Barndoms Legekammerat. Han er lige bleven theologisk Kandidat med Laud. Rar lille Fyr, flittig og et Pokkers godt Hoved. Men . . . gode Kaptejn . . . kjender De ikke bedre Byens Folk? De har jo ligget næsten et Aar i . . .
— Garnison, vilde De sige, Hr. Kancelliraad . . . ha, ha.
— Ja, denne mærkværdig nye Hærlov . . .
