kaadt at have udæsket en Fjende, hvis Stridskræfter hun følte omtrent forholdt sig til hendes som Tysklands til Danmarks. Og saa var der noget Kvælende i denne dissvangre Skumring med den stille kogende Varme. Hun lyttede til Kandidat Brinckmanns kvindelig bløde Røst og tungerappe Tale som til en forbirislende Bæk. Først dyssede den hendes Uro; hun gav sig hen i Lyden som et narkostisk Middel mod Frygten. Saa fangede Ordene hendes Øre, og hun lagde Mærke til, hvad han fortalte, ja vandt efterhaanden Interesse for det. Men hun lod bestandig, som om hun egentlig havde mest Interesse for de Myggesværme, der svirrede hen over Dammens Flade, ind under Træernes Løv, mens de brugte Bænken som et Slags Bedested og tog en mikroskopisk Blodforfriskning af Kandidatens brungule og Frøken Fannys hvide Hænder.
Ja, Frøken Fanny havde nydelige Hænder, omhyggelig plejede Hænder. Det var et af de positive Resultater, der var kommet ud af den gamle Apothekers Opdragelse af Sønnedatteren. Han havde altid sagt: Fy — ingen røde Backfischnæver med afbidte eller sorte Negle. Fanny havde faaet Øjet op for, at hendes Veninder forsømte Hænder og Negle, og havde ved ihærdige Formaninger faaet sine Veninder til at pleje dem. Hun mente derfor, at hun havde Lov til
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
3
