Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

37

der længe havde ligget dulgt i hendes Hukommelse; og der mylrede op i hende mange skjønne, bløde og dybe Ord, Ord, hun aldrig før havde fæstet nogen Tanke til.

Der laa Guld om Bladene, Reflexer funklede over Dammen; en Fisk sprang op og sprøjtede sølvglinsende Draaber i Vejret. Havens Jasminer aandede dybt ud. Fanny indaandede deres Aande, tung, dyssende, kjælen, lokkende, som den var.

Nu saâ hun først, at Jasminblomsterne stak sig frem mellem Lind og Pil, Ask og Løv.

Kandidat Brinckmann var dog et overmaade smukt ungt Menneske.

Hendes Veninder havde af og til passeret forbi paa den anden Side Dammen. Hun havde set dem som gjennem Taage uden at klare sig; hvem det var. Nu kom der et Par.

Fanny blev bange for den Varme, hun følte i sig, og for Kandidatens brune Øjne, der skinnede som Sankt-Hansorme. De lyse Skikkelser derovre gjorde godt i hendes Sind og i hendes Øjne.

Uh! Kaptejn Frick . . og hendes Nabo . . Uh! Mandfolk! De var dog kun skabte til Fortred. Hvor kunde det være, at Kaptejn Frick kunde gjøre hende saa ondskabsfuld? Hvorfor var hun bleven saa underlig ved Kandidat Brinckmanns bibelske Ord.

— Nu kommer jeg, Anna, nu kommer jeg