36
var rædsom latterligt at tænke sig, at han, Sofus Brinckmann, nogensinde havde været en Kammerjunkermulighed! — Hvad? Om Fanny kunde bare sig for at le? Men han var bleven Student; han vilde studere Theologi, og Theologien var det mest dannende Studium. Man vedligeholdt nogenlunde sine Kundskaber i de klassiske Sprog, man lærte megen Kulturhistorie gjennem Kirkehistorien og Dogmatiken, man fik sine Kundskaber fra Philosophicum udvidede gjennem Religionsfilosofien. Og saa at kunne mede udrustet til at bringe de Fattige i Aanden Livsens Ord, lade det evige Livs Kilder sprudle for dem, nu i denne Tid, da desværre Fornægtelsen med Trods rejste sit Hoved ligesom paa Voltaires Tid! Men han, Sofus Brinckmann, vilde sige til Fornægterne som Kristus til since Bespottere: Herre, forlad dem, de vide ikke, hvad de gjøre!
Ved de sidste Ord havde Fanny vendt sig helt om mod Kandidaten. Thi de Ord slog ned i hende. De fik et ejendommeligt Liv ved den bløde, hjertelige Betoning, de bleve udtalte med. Fanny havde altid, mens hun gik i Skole, fundet, at Religion var det kjedeligste af Alt. Hun havde sagt det til sin Bedstefader; han havde strængt sagt «Fy», men Fanny havde godt bemærket, at han var ved at betvinge et bifaldende Latterudbrud. Nu kastedes der et Lysskjær, en poetisk levendegjørende Glans over Ord,
