48
Sorø Akademi, 18. Januar 185 . .
Kjære, søde Moder!
Som en Vandring gjennem Ørken uden Spor af Udvej til en Oase med viftende Palmer og kølige Kilder har Tiden været siden de glade Dage i Ferien hos Dig. Ja, Glanspunktet i denne herlige Juletid, hvor jeg blev saa forkjælet af min egen Moder, ja vistnok mere forkjælet end nogensinde (og Du véd, det vil sige meget), var det nydelige, med min Moders sædvanlige fine æsthetiske Smag arrangerede Bal, som samme min Moders elskelige og utrættelige Taalmodighed afvristede en vis ældre Kancelliraad hans Tilladelse til. Jeg siger Glanspunktet, og jeg siger det med en vis Emfasis (gr.: ἐμφάσις i. e: Eftertryk), thi hele vort Hus straalede i Lysglans og forskjønnede de i Forvejen saa skjønne unge Damer, der svang sig til Kjærternes Glans og Gigernes Klang. Ak, kjære Moder! Du er den eneste Fortrolige, jeg har; her har jeg ingen Ven, thi hele det Hold, der skal dimitteres sammen med mig, ere nogle Ærkeprosaikere, hvis æsthetiske Sans søger Næring i Kasinovaudeviller. Derfor maa jeg gjøre Dig mine «Confessiones» (i. e: Bekjendelser) ligesom Kirkefaderen Augustinus gjorde Gud, og jeg maa gjøre det paa et Gebet, som Delikatessen eller Pieteten muligvis ellers vilde forbyde mig at betræde Arm i Arm med min
