49
Moder. Jeg er jo nu i den Alder, da kvindelig Skjønhed indvirker stærkt paa mig, og denne Indflydelse vil sandsynligvis voxe i en arithmetisk Progression i en Aarrække endnu. Ja, paa dette Bal hjemme i Juleferien blev jeg rent tosset, da jeg saâ alle disse hvide Halse og de dejlige Arme, skaarne som i Marmor, i Lyset; da jeg saâ Blussene tændes i Øjnene og Roserne paa Kinderne, alt mens Dansen gik saa let hen over Tilje. Særlig interesserede E. S. mig. — Du drillede mig selv med hende; Du havde naturligvis dette fine psykologiske Blik, som ifølge Romanliteraturens Resultater synes at være Mødrene ejendommeligt. Men, kjære Moder, nu er det meget værre med mig end den Gang.
Den 10de dennes lige efter Ferien var her et af de mindre Baller, et Assemblé i Spisesalen her. Jeg havde engageret Frøken C. (Du gætter paa hende fra S—gaarden … nomina sunt odiosa!) til første Dans. Jeg vil ikke nægte, Hjertet dansede med, men endnu kun i Valstakt. Da præsenterede min Kammerat Otto Lange, der som jeg er Gymnasiast, men kun i VII. b., mig for sin Søster fra Kjøbenhavn, hvor Faderen er Major i Artilleriet. Fuldt udvoxen, med Former, hvis Beskrivelse jeg selvfølgelig finder indecent at foretage for min Moder, med Øjne dybe blåa som Søen en klar Hostdag, med en Hud som Alabast, — o nej, ikke som Alabast, thi Sten kan ikke
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
4
