50
blive levende, og paa den Hals og de Kinder spillede i lysbestraalet Liv Dun som paa en moden Fersken … dog jeg standser. Jeg bør, jeg vil ikke gaa ind paa détails. Snart slog Hjertet i hurtigere Takt end den vilde Hopsa, vi dansede. Hvad vi talte om? Det var, som vore Røster fik en overjordisk Klang, som om de formælede sig med den udmærkede Musik (Regimentsmusik fra Næstved Dragoner) … og hun var en Dame med mange aandelige Interesser, havde abonneret i det kongelige Theater og kjendte mange Træk fra de store Kunstneres Fru Heibergs og Nielsens, Michael Wiehes, Phisters og Rosenkildes Privatliv og havde i Selskabslivet talt et Par Gange med Chr. Winther. Jeg drømmer om hende Nat og Dag, men vær nu ikke bange, søde Moder! Jeg véd, at jeg skylder Dig at blive Student med Ære; jeg har lovet det, og jeg skal holde mit Løfte. Paa Giftermaal kan jeg jo ikke tænke i de første 10 Aar, og J. L. Heibergs blodige Satire i «De Uadskillelige» har vist mig Faren ved lang Forlovelse. Jeg er jo desuden ung, og Olga Lange er maaske kun, hvad Rosalinde var for Romeo, Julie dvæler maaske i Fremtidens Dæmring. Kun kan jeg i ængstelige Øjeblikke ræddes ved den Tanke, om der ikke i mig er noget af en Faust, en Don Juan eller en anden dæmonisk Skikkelse, thi de Kvinder! Men saa trøster jeg mig ved en Bøn til Hjertekjenderen. Og Tanken
