54
didat Brinckmann havde været den hele Aften og Fanny Pramman den sidste Del af den i Apothekerens Have og Havestue.
Atter Dødsstilhed i et Kvarter. Da rejste Fru Frick sig, samlede sit Strikketøj sammen, sukkede stille og sagde:
— God Nat, Julius!
— God Nat!
Atter udstedte Kaptejnen Tilladelsen til at «træde af».
Et Øjeblik efter kastede han Pennen, lyttede skarpt ind ad mod Moderens Dagligstue . . . Hun maatte være gaaet til Ro. Godt!
Han rejste sig hurtig fra Stolen foran Skrivebordet, gik frem og tilbage i stærk Ophidselse, der bragte ham til at sparke til Stolene og til at kyle sin Cigarstump . . . ikke mod Kakkelovnen, som han først havde tænkt sig skulde være Kasteskytsets Maal, men som han skaanede af pludselig opdukkende, pebersvendeagtig Pertentlighedsfølelse — men ud af et aabent Vindue, helt over paa Gjenboens Stentrappe, hvor den sprudede Gnister som en Troldkjælling.
Hvad var det? Lys bag de aabne Vinduer i Kvistetagen i Huset til venstre for det umiddelbare Gjenbohus . . . . Det var jo der, Postmesteren boede . . Det var hans Gjæstekammer . . og hans Gjæst var jo den . . . Tak!
Et Hoved kom til Syne i Vinduet. Kaptejn
