58
Op! blomstrende Herrer og Fruer!
Skalmejerne kalde til Dans,
hvor Kraften og Skjønheden luer,
der flettes den sødeste Krans.
Højt Natten udstak sine Fakler.
den vinker til varmende Lyst;
Vid, Kjærligheds søde Mirakler
ret læres kun Bryst imod Bryst.
Kaptejnen smækkede nu Vinduet i saa stærkt, at en Rude gik i Løbet. Han var stolt, saare trøstet ved at kunne stemme Selvironien op til det Niveau, at han kunde sige højt i det tomme Værelse.
— Glarmester Klint tjener to Kroner i Morgen.
Egentlig syntes han ikke, det var vittigt, men han følte Trang til at lé, og han lo. Han lo videre, da han hørte sig selv sige:
— Nu vil jeg i Seng . . jeg vil . . (og han satte en Ed paa det) og lo end mere, da han havde bandet.
Han sov ikke godt. Han drømte om sin Fader, Kancelliraaden og Herredsfogden. Han saa ham grine imod ham med sine smalle Læber og glat barberede Mund, hørte ham sige: He, he, min Søn Julius, Du, som var saa behersket, naar jeg rasede! Du har kun lært at være pæn, naar Andre sér paa dig, men, naar Du er ene, er Du arrigere end jeg. Husk paa de to Stoleben og paa Ruden!
