Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

59

Og han saâ og hørte sin Fader grine med den uforglemmelige onde Latter.




VI.

Da Kandidat Brinckmann langt om længe havde mættet sig med Duft og Luft i Sommeraftenen, gik han i sin Seng i Postmesterens Gjæstekammer og sov de Retfærdiges Søvn.

Da Fanny Pramman havde siddet lidt med Hænderne over Knæet, i Natkjole, havde betragtet en Smule sine nøgne, kridhvide Fødder i de broncefarvede Saffianstøfler, havde forsøgt at tænke over Aftenens Begivenheder, paa Kaptejn Frick, Kandidat Brinckmann, paa Julie, Anna, Asta og Thora o.s.v., o.s.v., mens Søvnigheden og Trætheden lod alle Ansigter flyde ud i set stort fælles Graat … ja, saa faldt Fanny Pramman i Søvn paa Sengekanten. Hun vaagnede og saâ sin nøgne Fod, hvid og kjøn, i fuldt Lys fra Lampen. Hun fik en dunkel Forestilling om, hvor ækelt det havde været for Julie Spang, da hun faldt i Plænen; hun huskede, at hendes Tante Fru Kamp en Gang havde sagt til hende, da hun, Fanny, en hed Sommeraften af Fortvivlelse over Heden havde erklæret, at hun vilde lægge sig splitternøgen i Sengen: