60
— Min salig Moder sagde, at hun aldrig vilde gaa i Bad, thi ingen pæn Dame kan taale at se sig selv nøgen. Det var overdrevent, men kjønt.
Fanny lo højt i Søvne, syntes nok, det var noget Snak. Men maaske var der Noget i det. For, hvis man tænkte sig, at … Kaptejnen eller Kandidaten … Uh nej! Fy!
Hun slukkede Lyset, sprang i Seng saa rask som en Frø i Vandet. Et Øjeblik summede og brummede Ord, der vare sagte i Løbet af Aftenen, om hendes Øre; men det var ogsaa kun et Øjeblik!
Hovedpuden krummede sig sagte om det lille lokkede Hoved som en Blomsterkrone, der lukker sig ved Aftenstid. Fanny Pramman faldt brat ned i Ungdommens trygge, drømmelese Søvn.
Først da hun vaagnede, følte hun, at Noget generede hende. Hvad var det? Hun maatte tænke sig om. — Nej, hvad havde hun gjort? . . Ingen Ting! . . Ja, men der var alligevel Noget, der ikke var, som det skulde være. Hun søgte efter det, fandt det ikke, vilde søge videre, men opgav det, thi hun følte, at hun ikke turde finde det, selv om hun kunde. Saa slog hun Hovedet ned i Puden, saa det svuppede ved det, saa græd hun og kom til det foreløbige Resultat, at Verden havde gjort Fanny Pramman skammelig Uret …
