61
paa en eller anden Maade, som Fanny Pramman virkelig ikke nøjere vilde undersøge.
Naar saa den Stakkel endda havde kunnet være i Fred og sove videre, langt op paa Dagen. Men hun mere følte, end hørte, at Nogen kom ind i hendes Værelse, mere mærkede end saâ en Skikkelse for Benenden af sin Seng.
Uh!
… Ja, der stod Fru Kamp, i Natkjole, med Fletninger under Natkappen, med blottede Haandled, med udtrædende lyslilla Aarer paa de hvidgule, smalle, udadlelige Hænder.
— Nu maa lille søde Fanny staa op!
Den Replik havde hun hørt hver Morgen, saa langt hun kunde huske tilbage. Hun havde i samme Aarrække hver Morgen bedet en stille Bøn om at faa Lov til at klæde sig paa i Fred, men Tilværelsens Magter, som altid havde været saa gode mod Fanny Pramman og havde ladet hende tilflyde saa meget, hun aldrig havde kunnet falde paa at bede om, havde aldrig opfyldt denne Bøn.
Mens Fanny besørgede sit Toilette, talte Tanten, Fru Kamp:
— Kandidat Brinckmann er et nydeligt ungt Menneske. Det er rart, at han er kommen til Byen. For Byen har virkelig havt Mangel paa intelligente Mennesker i de senere Aar. Bare Handelskommiser og Avlsforvaltere … og saa
