72
— Naa, ja, ja, sagde Brinckmann lidt modfalden. Men tænk Dig … i min Henrykkelse over min Udnævnelse til Kapellan pro loco styrtede jeg herned, uden at ane, om jeg kunde træffe Dig, hvor eller naar jeg kunde søge Dig. Jeg kunde ikke vente; jeg fandt det prosaisk at gaa den almindelige Vej; jeg huskede det gamle Gærde, jeg klavrede op ad Stengærdet ude fra Pilenborgstræde … ind mellem Revl og Krat … en Fart ind i det gamle romantiske Land! Hvad? Ha . . ha . . ha! Og saa sér jeg det dejlige Ansigt glimte gjennem Løvet, ligesom jeg kommer ind … ak, Du sad der som … nej … jeg vilde sige Rebekka ved Brønden … ha, ha! Nej, hun stod jo … og her var ingen Brønd. Men Du misforstaar mig ikke, naar jeg siger: som en Nymfe i Skoven … eller hvad Du vil: som en … ja, ja … ha, ha! Som det Dejligste, en poetisk Fantasi kan tænke sig. Og det Faktum sætter jeg op mod enhver Fritænker, som vil paastaa, at Forsynet ikke med sin Haand værner om og leder den Enkelte, der tror paa det. Det eneste Bevis for Guds Tilværelse, som duer noget, er den personlige Erfarings Bevis.
Fanny var træt; hun vilde gjerne dysses, og Kandidatens kjønne, lidt beslørede Røst, hans Ord, der randt lig en sagte, med svagt hældende Leje, over runde Smaasten rislende Bæk, dyssede
