73
hende som et let narkotisk Middel. Det var hende, som var hun et ad den linde Strøm let glidende og smaat hoppende Blad.
Kun havde hun saa megen Selvbevidsthed eller Energi, at hun fik Brinckmanns og sin Vej drejet ind i et andet afsides, beskygget Parti af Haven. Det løb ud i et forholdsvis smalt Stykke, som endte med et tæt Plankeværk ud mod Torvet. Buske med rede og hvide Bær, gamle Frugttræer, Ribs- og Stikkelsbærbuske, et vildt groende Hindbærkrat opfyldte det. En smal Gang løb langs med et lavt Bindingsværks Sidehus. Man saâ det næsten ikke for den tætte Vedbend, der klamrede sig op ad det og næppe lod skimte et Par tilgitrede Vinduer tæt ved Jorden. Denne Sidebygning rummede Laboratoriet. Der havde Fanny ikke været, siden hun var Barn, havde glemt dets Tilværelse til en Dag, da Kaptejn Frick efter en Middag havde foreslaaet Kancelliraad Prammann at vise ham og Gjæsterne det. Men Kancelliraaden havde sagt: Nej, Damerne skal ikke ned i de sorte Gruber; for dem serverer jeg det ædle Metal forarbejdet. Han havde da nikket hen til Sølvbordopsatsen, holdt sit Glas Madera op mod Solen, bragt det til at glinse som Guld og udbragt en Skaal for Arbejdets skjønne Resultater. Fanny havde ikke tænkt over det Hele og huskede knap, hvor Laboratoriet var, tænkte heller ikke nu derpaa, da hun pas-
