74
serede forbi det, frem og tilbage, omslynget at Brinckmanns Arm og halv adspredt hørende paa hans Tales Rislen.
Uh! … De skreg begge, baade Fanny og Kandidaten.
Et Knald, et glødende Lysskjær, Klirren af Glas derinde! En Rude faldt klingende ud mod en Sten i Havegangen.
Nu var det et virkeligt Ansigt hun saâ inde i Mørket; et blegt Ansigt med sort Helskjæg, ikke mefistofelisk grinende, men sørgmodig-harmfuldt.
Hun hørte fra Gaarden paa den anden Side af den lave Bygning Træsko klapre med hurtige Skridt og Stemmer tale i Munden paa hverandre. Men hun hørte det som i Drømme. Pludselig følte hun sig vaagen, besindede sig og kom til det Resultat, at det var Laboranten Vismanns Ansigt, hun havde set bag Flammen.
Hvor var Brinckmann?
Jo, de stod jo Haand i Haand, men vare løbne et godt Stykke bort fra Laboratoriet.
— Gaa, gaa! sagde Fanny aandeløs.
Hun hørte Brinckmanns Aandedræt pibe underlig i hans Bryst. Han stønnede vemodig-resigneret:
— Ja, det er bedst, jeg gaar.
Fanny løb gjennem Havestuefløjens Værelser
