77
Draabe endende Knapper; de mange smaa Konsoler med Statuetter, Alt det … ja det var dog overdrevent.
Disse Stemningers Dissonans havde Kaptejn Frick opnaaet at opløse i en Latterharmoni ved et Middagsgilde hos Byfogdens. Thi Byfogden havde sagt, at det slet ikke var Renæssancestil, som Apothekeren paastod, at det var; det var Gothik; en Adjunkt fra Nabobyens Latinskole vilde hævde, at det var Rokoko; Kaptejn Frick sagde saa tilsidst:
— Nej, det er moderne Apothekerstil.
I et halvt Aar efter denne Dag smilede alle Byens Embedsmænd og deres Damer, naar de, nogle i Følge, gik forbi Apotheket og skottede op til første Sal, til Fannys Vindue og dets mørkegrønne Fløjels med broderet hvid Bord forsynede Gardiner. Ufravigelig kom da Repliken, snart fra En, snart fra en Anden.
— Moderne Apothekerstil! Pst! Pst! Ikke mine Ord igjen!
Der tyede Fanny nu op. Det kunde være dejligt nu at hvile sit Hoved op mod Væggens Hynder. Ja, det dæmrede endog op for hende, at, vilde hun i Fortvivlelse slaa Hovedet mod Væggen, vilde den venlig afbøde Stødet, akkurat som Verden i det Hele havde gjort imod hende, saa længe hun havde levet.
Var det Kjærlighed? Saa var Kjærligheden
