Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

78

noget skrækkeligt Noget, naar den gjorde En saadan. For saadan havde Fanny aldrig befundet sig. Det, hun nu følte, var meget værre, meget smerteligere end den rædsomme Hovedpine og Angest, hun havde lidt af mellem sit fjortende og femtende Aar, da hun ræddedes for sine Tanker og for saa meget, der foregik i hende.

Først og fremmest det Ansigt, hun troede at have set imellem Gærdets slyngede Vildnis, Mefistofeles — Schrams Ansigt … og det andet, det virkelige Ansigt i det luerøde-grønlige Flammeskjær med dets stupide, fæstnede Fortvivlelse … Saa den, hun nu var bleven forlovet med … thi hun var vel forlovet? Hun kunde i dette Øjeblik have kylet Sofus Brinckmann . . ja … hvad skulde det være .…. Broncestativet med samt Ildtang og Ildskuffe i Hovedet. Ikke fordi hun ikke kunde lide ham, men fordi hun ikke kunde lide sig selv . . fordi hun var bleven saa hed … saa ækel …. saadan, som hun var bleven baade den første Aften ved Dammen og nu 1 Morges …. og det var hans Skyld, for, hvis han ikke havde været, var hun aldrig bleven saadan. Kaptejn Frick havde ogsaa taget hende om Livet, og da havde hun ikke været saadan. Hun vilde ønske, hun aldrig havde set Sofus Brinckmann. Hvem skulde tænke, at den store Dreng, som hun havde leget med for mange