89
— Kan De æde med Lidenskab, Hr. Kancelliraad? sagde han leende.
Fru Kamp lo højt. Fanny saâ paa Kaptejnen.
— Hm … m … m … ja. Man gjør hvad man kan, som Barnet sagde, da det o.s.v. ….
— Pst! Kancelliraad! Maxima debetur pueris reverentia.
— Ja, det er Skam rigtigt, sagde Apothekeren med en ængstelig Mine, thi det sidste Latin havde han ikke forstaaet.… Naa, ja, spise med Lidenskab … ja .. ja. Ser De . . Lidenskaberne!… Nu er jeg jo snart en gammel Mand.
— Ja, men De har jo været yngre.
— Ja, den Gang! Død og salte Pine! Tal til mig om Lidenskaber, Kaptejn . . Naa da! I de Tider var jeg … hu . .!
Kancelliraad Pramman gjorde et Sæt, som vilde han springe op fra Stolen.
— Alt . . Alt skal gjøres med Lidenskab, sagde De? … ja .. Der er Noget i det. Skaal, Kaptejn! Lad os to Gamle varme Lidenskaberne op i os og lege, at vi er unge.
Han skjænkede i de lave brede Glas. Den knitrende St. Péray skummede over Randene.
— Sød Fløde for gamle Katte, sagde Kancelliraaden videre og sugede Skummet ind. De
