88
hendes sidste Fødselsdag. Fru Kamp stødte mod Konsolen. Hendes Ærme kom til at skrabe Vasen ned paa Gulvet, hvor den knustes i tusind Skaar.
— Om Forladelse, Hr. Kancelliraad! raabte han leende; Fru Kamp og jeg frembringer nok en værre Explosion i Apotheket end Laboranten i Formiddags.
— Aa, hvad! sagde Kancelliraaden, der aldrig havde tænkt paa Vasen og ikke huskede, naar og hvorledes den var kommen i Huset, men fortsatte strax:
— Av for en Ulykke! Er det Dig, som kniber mig i Armen, Barn?
Han saâ op paa Fanny. Hendes Træk vare som stivnede i Krampe. Men den gamle Mand tog det for glad Ro og fortsatte:
— Naa, naa! Jeg var saa bange for, at Du ogsaa blev bange for det Rabalder. Fruentimmer, Hr. Kaptejn, det er noget rigtigt Postelin, som han siger, Jens Kristensen fra Farringløse, naar han kommer paa Apotheket og forlanger Snogefedt til Smørelse for sin Kones Daarligheder. … Nej, sikken en Virtuositet i at spise Østers, Kaptejn! Ja, bi lidt! Jeg skal snart naa Dem, og saa holder vi Aaretag.
Kaptejnen saâ op paa den gamle Apotheker med en næsten karikaturmæssig Spreden af Overskjægget og de rundimentære Øjenbryn:
