94
Partikulier Petersen.
drak endog bajersk Øl, som var en Sjældenhed i de Dage … og det var maaske godt, Hr. Petersen, om det aldrig havde faaet den store Magt, det nu har. Men saa var han sunket mere og mere ned i det simple; men ved denne den simpleste af alle Beværtninger havde han tjent bedst, men her maatte han drikke endnu mere, end han strængt taget havde Lyst til, men det var en Nødvendighed, saa da han døde af det meget Drikkeri, var hun slet ikke saa bitter paa ham, som den Gang, han drak, uden at behøve det for Næringsvejen; nu kunde man sige om den nu for Tiden afdøde Petersen, at han var død i sit lovlige Kald.
Da P. J. Petersen forlod hende, fandt han, at det var en særdeles vakker Kone, som "talte rigtig godt for sig;" det kunde oplive ham, som af Naturen var tavs. — Gud ved, om hun ikke foruden Huset skulde eje nogle Kontanter?
Hendes Konversation tiltrak ham mere og mere for hver Dag, han spiste i Beværtningen, og hun talte ene med ham. Han kunde mærke — ja ligesom lugte, at hun foruden Huset ogsaa ejede Kontanter, og aahenhjærtig udviklede hun for ham, hvorledes Ejendommens Prioritetsforhold var. Og da han en Dag sagde:
"Takker De ikke Gud for, at det er gaaet Dem saadan, Madam Petersen?" — saa svarede hun med udbrydende Taarestrøm:
"Jo, hver Aften paa mine Knæ i min Seng, Hr. Petersen!"
"De er en gudfrygtig Kone", sagde P. J. Peter-
