95
Partikulier Petersen.
sen, mens han sank en Skefuld Boghvedegrød. Ak han kunde huske, at han hurtig maatte skylle den ned med en Slurk Øl, for han havde ikke beregnet, at hans Svælg ikke kunde taale samme Varmegrad som hans Hjærte i dette højtidelige Øjeblik. Da den brændende Fornemmelse i Spiserøret havde sat sig, lagde P. J. Petersen Skeen tværs over Tallerkenen, begge sine Arme i Halvkreds om den og sluttede Kredsen ved at folde Hænderne, nikkede tre Gange langsomt og højtidelig og sagde med det kjælneste Tonefald, han kunde opdrive:
"Madam Petersen! … Hvad, Madam Petersen?"
Madamens Bryst steg og sank i mægtige Bølger. Hun fremtvang følgende Ord:
"Er det Alvor, Petersen?"
Til Svar tørrede P. J. Petersen sig om Munden, gik Bordet rundt, kyssede Værtinden og sagde:
"Hi, hi—h! De vil være Madam Petersen for anden Gang?"
Værtshusmand vilde P. J. Petersen ikke være. Huset paa Gammelmønt blev solgt med Fordel; det nygifte Par flyttede ud paa Østerbro. Madam Petersen ejede 6000 Daler kontant; P. J. Petersen sagde, at han ejede akkurat det samme, men det kan godt være, at han ejede mere end det tredobbelte. Man skal ikke sige Fruentimmer alt, for, hvor fornuftige de end er, Mandfolk er og bliver de dog ikke, og efter Skriften skal Manden være Kvindens Hoved.
Herre Gud! Paa Østerbro havde Peter Jakob Petersen samlet sine første Skillinger. Derfor var og
