96
Partikulier Petersen.
blev Østerbro for ham den mest poetiske Lokalitet i Kjøbenhavn.
Han og hans Hustru flyttede altsaa ud paa Østerbro. Det var begyndt at lysne hen over Kjærlighedsstien. De tætte Haver faldt for at gjøre Plads for nye Huse. P. J. Petersen, som ikke havde andet at bestille, saâ sig om og hørte sig for. Der var Penge at tjene ved at kjøbe Grunde, bygge Huse og sælge dem. Og P. J. Petersen kjøbte Grunde, fældede Træer og raserede gamle Haver ned for Fode, solgte dels tomme Grunde, dels halvfærdige Huse, forlagde sine Spekulationer om til Blaagaardskvarteret, tjente mere og mere. Hu … ha … evigt Prang og Drikken Lidkjøb, Trakasserier med Haandværkere, lige over for hvilke han fik Lejlighed til at bruge al sin Snedighed. Det var højst mærkeligt, at P. J. Petersen under al denne Travlhed fik Stunder til at sætte en Datter ind i Verden.
Paa hendes Daabsdag havde han den Glæde at en Vexel forfaldt, en Vexel, han havde paa sin Principals Slægtning, Urtekræmmeren paa Østerbrogade, ham, der havde faaet Butiken, den Butik, Petersen havde lært Urtekramhandelen i, og som han efter sin Mening burde have haft efter Principalens Død. Urtekræmmeren maatte lukke; P. J. Petersen foldede sine Hænder, saâ mod Himlen og sagde:
"Der kan man se, hvor den retfærdige Gud straffer, om Straffen end kommer sent."
Under Daabshandlingen i Kirken gjorde han
