103
Partikulier Petersen.
"Det var saamænd ikke saa meget for din Fars Penges Skyld — skjønt jeg vidste nok, at han ikke havde saa lidt, da jeg tog ham, men man véd jo, hvad Grosserere kan blive til, og han sagde den Gang til mig, at egentlig var han Grosserer.... Og ser du, inden jeg blev gift med den første Petersen … var det ikke gaaet mig, som det skulde. — Men han, jeg tjente som Jomfru, var virkelig Grosserer — han gjorde nok i Klipfisk og havde kjendt min Fader, som var Hørkræmmer — men for nogle Aar siden læste jeg i Morgenberlineren, at han var bleven til Etatsraad. Og havde din Fader bare lagt sig efter pænere Manerer og ikke været saa gjerrig paa Lys og Brænde — naa den Lærdom, som min — som den første Grosserer havde, den har Petersen jo aldrig haft, men Kammerraad maatte han dog være kunnet blive, naar han havde været lidt af, hvad jeg vilde kalde en Herre. Ja, jeg har saamænd ikke opført mig, som jeg burde, den Gang jeg tjente, for jeg havde ikke lært, at et Fruentimmer skal holde paa sig selv … nej — nej — forstaar du vel, hvad jeg mener, Pylle? Det gjør du da inte?"
"Ikke et Ord, Mo'er!"
"Naa Gud ske Lov! For Ens Tunge render af med En, Pylle! Men her, min Pige, om jeg inte havde taget din Far, Peter Jakob Petersen, hvor havde du saa væ't, min egen, kjære, lille Tøs? saa — ja saa havde jeg dronet mig for en Snes Aar siden. — Alle de Aar har jeg holdt ud for din Skyld. For jeg saâ jo snart, at en Mand, der
