104
Partikulier Petersen.
lejede en Lejlighed paa fire Værelser og blev gal, naar man lagde i mere end en Kakkelovn, saadan En kunde aldrig rejse sig selv, end mindre sin Kone og sit Barn rent ud sagt op af Skidtet eller, om Forladelse, Pylle, jeg mente Smudsigheden. Saa maatte jeg se at faa dig til det, mit lille Skind. Kys mig, Pylle!
"Ja, ja, lille Mor! jeg har jo hørt alle de Spektakler, du har havt for min Skyld med Skolepenge og Kursuspenge."
"Ja du Lille, ha ha! Aa, jeg kan ikke taale at le. Men jeg stjal jo af Husholdningspengene, for jeg bildte ham jo ind, at din Lærdom kostede 14 Kroner mindre om Maaneden, end den gjorde. Men nu kan du jo ogsaa de fremmede og udenlandske Sprog saadan, at du kan snakke med Ministre og saadan nogle, om det skulde være."
Pauline nænnede ikke at sige, at saa stort et Resultat havde de fra Husholdningen knebne Smaaskillinger ikke udrettet. For at undgaa at svare kyssede hun sin Moder i Nakkehulen.
"Er han nu dog ikke et Svin? udbrød Moderen pludselig. Der har han hængt sine graa Uldhoser til Tørre paa Ryggen af den Lænestol inde fra Dagligstuen og har flyttet den her ind. Flyt den ind i Dagligstuen igjen, Pylle! For det er dog noget sandt Griseri, naar man har en Dagligstue, saa at sætte Dagligstuemøbler i Sovekamret. Saa meget lærte man dog, da man tjente paa pæne Steder, men Petersen er og bliver en simpel Mand. Og ham — ham har jeg set op til. Og det bare, fordi
