106
Partikulier Petersen.
sidst blev hendes Ord uforstaaelige, hendøde i en hæs Mumlen, som saa umærkelig gled over i hendes Søvns korte og pibende Aandedrag.
Varsomt fik Datteren hendes Hoved lagt ned paa Puden. Hun kunde ikke bære den bestandig voxende Tyngde af Moderens Legeme.
IV.
Partikulier Petersen vadede gjennem Tøsne over Knippelsbro. Store vaade Klatter og Klumper dreves ind mod hans højre Kind og løb smeltede ned under hans tykke uldne Halstørklæde. Hans store haarde Pegefinger førte en energisk Kamp imod dem, den var i evig halvkredsdrejende Bevægelse mellem Hals og Tørklæde.
Ah ah! Endelig var han ved Kirken. Der var lunt og godt derinde. Han fandt sin hyggelige Krog. Salmesangen var lige begyndt. Som en erfaren Kirkegænger kom han snart med og sang paa sin Vis, det vil sige udsendte af og til en Lyd, snøvlende som en gammel Bondeklarinet, men i de lange Mellemrum mellem disse højrøstede Ytringer af hans Andagt gik en gryntende Lyd gjennem de sig svagt bevægende Læber.
Hans Andagts Karakter under Prædikenen dannede en passende Pendant til den, han havde vist under Gudstjenestens musikalsk-lyriske Partier. Han vaagnede op rykvis, foldede Hænderne og bøjede Hovedet, drog et Suk for atter og atter at falde
