107
Partikulier Petersen.
hen i en Dvaletilstand, hvori Prædikantens Ord som en langsomt mumlende Bæk rislede forbi hans Øren. Partikulier Petersens Hjærne fungerede aldeles instinktmæssig. Hans Vane at gaa i Kirke to eller tre Gange hver Søn- og Helligdag havde bragt hans Deltagelse i Gudstjenesten ned fra Bevidsthedens i Halvbevidsthedens Sfære. Da Talen var endt, og Præsten uddelte Velsignelsen, rejste han sig op lige saa mekanisk, som om han snød sin Næse eller kløede sig i Hovedet.
Det maa indrømmes, at vedkommende Prædikant ikke havde sin Styrke i Foredragets Livlighed. Det havde P. J. Petersen stundom sagt sig selv, men han havde nu i saa mange Aar begyndt sin Søndagskirkegang med den Kirke, at han ikke kunde beslutte sig til at forandre Vane, og han havde vundet Krogen i Stolen op ad Pillen kjær; der var han som hjemme, den var saa hyggelig. Han blev i Kirken, til Orgelet havde udsendt den sidste Tone af Finalen.
Partikulier Petersen vilde gjærne have forlænget Gudstjenesten. Hu ha! nu skulde han ud i det forban … i dette Herrens Vejr!
Ellers plejede han at gaa hjem og spise til Middag mellem Højmesse og Aftensang. Men nu var der jo fælt hjemme — det med den Sygdom tog paa Petersen. Herregud — Enkemadam Petersen havde dog i sin Tid skudt Noget ind i det fælles Bo. Og om hun end ikke var saa syg, som den forkjælede Tes, Pauline, paastod — rask var hun ikke, for Petersen havde alligevel faaet sin Søvn forstyrret inde paa Sofaen i Dagligstuen, naar hun hostede om Nat-
