108
Partikulier Petersen.
ten. For saa vidt var det jo godt, at den s… Tøs, saa at sige, havde tvunget ham ud af hans Seng i Sovekammeret … det var uforskammet … det ved Gud, det var … for Børn skal ikke trods al guddommelige Anordning, gjøre sig obstinatsige mod deres Forældre … men Gud leder Alt til det Bedste … han, Petersen, vilde dog være bleven langt mere forulempet af den stakkels, kjære Kones slemme Hoste, hvis han var bleven ved at ligge i Seng ved Siden af hende … "Aa det Skind, det var virkelig en slem Hoste."
Paavirket af Frastanden og Efterdønningen fra Andagten i Kirken blev Partikulier Petersen vemodig og ømt stemt ved Tanken om sin Hustru.
"Hu (græd han) … der har været megen Retskaffenhed i hende. — Ja, især, mens hun havde Værtshusholdet paa Gammelmønt. Av, for den lede … Sat … av, av."
Han havde drevet Knoerne paa sin højre Haand haardt mod Brystværnet paa Holmens Bro.
"Det er ogsaa noget rigtig Skidt, disse nymodens Broer, brummede han. Sikke nogle skarpe Kanter! Man slaar sig halvt fordærvet paa dem."
Nej, nu vilde han ikke hjem. Ingenlunde. Saa vilde Ærgrelsen over Sorgerne i Hjemmet rent ødelægge hans Andagt.
Kom han ikke — ja, saa varmede de hans Mad til ham, og det maatte de gjøre i Sovekammerkakkelovnen, for den i Dagligstuen … hi, hi, hi! Saa maatte det blive røget Mad!
Nej, han "vidste" en Beværtning i Vingaard-
