113
Partikulier Petersen.
ret skjønne, hvad Slags Folk det var. Pøbel var det ikke, thi gode, tykke Overfrakker hos Mændene og Kaaber hos Kvinderne tydede paa satte Smaaborgerfolk. De fleste af Mændenes ludende Nakker var skallede. Kvindernes tunge Hattefaçoner og knoklede Figurer, Alt tydede paa, at Menigheden bestod af Folk af sat Alder.
Partikulier Petersen led ikke den Mangel paa Rygstød, som var fælles for alle Pladser, ellers kunde Salen være meget pæn; Limfarven paa Væggene var saa godt Malerarbejde, som han nogen Sinde havde forlangt i de Huse, han ejede; at Dørene ikke var "odrede", var efter hans Hoved, for de "Odresvende" var uforskammet dyre og drak Bajere i Stedet for at bestille noget.
Han satte sig paa en af de bageste tomme Bænke, tæt op til Væggen, thi noget maatte han helst have at læne sig til … det værste var, at Limfarven smittede af. Hans Overfrakke var rigtignok ikke ny, han bar den paa syvende Aar, men en Overfrakke var et dyrt Stykke, og hver Børstninig sled jo. Lægge et Lommetørklæde mellem Frakkeærmet og Væggen? Nej, Vask kostede ogsaa Penge.
Gamle Petersen kan regne den ud endnu, sagde han med et Bifaldsnik ad sig selv … Hin, gamle Petersen kan forresten nok undvære noget at læne sig til, naar det sker til Vorherres Ære.
Og han blev endnu mere tilfreds med sig selv — ja næsten til Taarer rørt over sig selv.
En gammel Mand satte sig ved Siden af ham. Han syntes, han skulde kjende ham.
