114
Partikulier Petersen.
"He—e!" sagde han, "det er jo ...."
"Ja, det er det virkelig," sagde den Tiltalte, "og det er jo Peddersen?"
"Ja—a!"
"Ja, jeg er ellers ikke Lysestøber mer, for hvem bruger Lys nu." Den Fremmede hvæsede lidt op i Retning af Gasblussene.
Nu huskede Petersen ham. Det var Lysestøber Krusberg fra den gamle Østerbro. Ja pyt … Lysestøberiet! Han havde været svineheldig med sin Grund og parcelleret den ud i dyre Domme.
"Nu falder Grundene, Peddersen!"
"Ja, det gjør de saamænd."
"Os to var Vorherre god."
"Ja, velsignet … især mod Dem, Krusberg, for De ejede Grundene, og jeg maatte kjøbe mine."
"Hver maa jo være taknemmelig over den beskikkede Lod."
"Ja, De kan sagtens, Krusberg. De er vel en rig Mand."
"Nej, det er jeg ikke. Men jeg er saare taknemmelig for, at Gud har givet mig saa meget, at jeg ikke paa mine gamle Dage behøver at slide og slæbe, men kan henvende mine Tanker og Begæringer mod det oven til."
Lysestøber Krusberg rettede sin Uldvantes Pegefinger op mod Loftet, men sørgede for, at den pegende Retning kom langt til Siden for Gasblussene.
"Kommer De mere jævnlig her, Krusberg?"
"Hver evigste Søndag."
