115
Partikulier Petersen.
"Er dette herre saadant Noget som den indre Mission?"
"Det er meget strængere end som saa."
"Det kan de have godt af."
Partikulier Petersen tænkte paa Verden i Almindelighed.
"Hvad kaldes det ellers, dette herre?"
"Det kan jeg ikke huske. Men hvad gjør det?"
"Nej saa mænd. For naar …"
"Pst, Peddersen!"
Et Stueorgel, som Partikulier Petersen ikke havde bemærket før, begyndte at spille og Menigheden at synge en Salme. Petersen kjendte den ikke, kunde ikke finde den i sin Salmebog, turde ikke spørge forhenværende Lysestøber Krusberg, thi han var sunken forover i Andagt og brummede med Humlebi-Bas nogle uforstaaelige Ord.
Sangen klang dumpt brummende hen under det lave Loft. Der bævede som en kvalt Hulken igjennem den. Kvindernes Lommetørklæder var i evindelig Virksomhed. Lydelige Suk og Stønnen hørtes, Taarer sivede ned ad Lysestøber Krusbergs Kinder.
Partikulier Petersen skottede sky, halv bange op til ham. Det var mærkeligt, at den Lysestøber var bleven saa hellig.
Hvad enten nu Exemplet smittede, eller Petersen mente, at Krusberg græd, saa kunde han ikke være bekjendt andet end ogsaa at græde … Faktum er, at Petersen græd ogsaa, inden Salmen var forbi, og kom i rigtig god Gang med Graad og Suk under den næste Salme.
