118
Partikulier Petersen.
Har I syge hjemme, saa skynd jer til dem! Plej dem! Ær dem som de af Herren velsignede; bed, at Herren vil overføre deres Sot paa jer; tag deres giftige Aandedræt med, at I ogsaa kan blive spedalske, saa først strækker Herren sin Haand ud mod jer, laver Salve af sit Spyt og af Jordens Sand, stryger Salven paa jer og helbreder jer.
I skal, I maa blive syge som jeg. Jeg spytter Blod hver Dag og velsigner Herren for det. Siden jeg blev syg, følte jeg Naaden virke i mig.
Forbandet enhver af jer, som ikke knæler for jeres syge Hustru eller Barn som for En, Gud Herrens Finger har berørt!"
Et Rædselsudbrud lod.
"Der er En, jeg har rammet," raabte Prædikanten, "Gid Herren ogsaa maa ramme ham!"
"Hvad er'et, Peddersen?" hviskede Lysestøber Krusberg. "Bliver De daarlig?"
"Lad mig komme ud! Lad mig komme ud!" stønnede Partikulier Petersen.
"Gaar inte an."
"Jo, jo … for gammelt Bekjendtskabs Skyld."
"Ja, De er nu saa rask, men jeg er lige glad, for jeg er aldrig nogen Dag fri for min elendige Mave."
Under dulgt Skotten og lydelig Hulken fra Menigheden blev Petersen fulgt ud af Krusberg.
"Skal jeg bestille Dem en Droske?" spurgte den forhenværende Lysestøber, da de var komne ud paa Gaden gjennem Forhusets Port.
"Nej, nej, nej!" stønnede Petersen og gjorde en bønlig afværgende Haandbevægelse.
