Side:Sex Fortællinger.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

119

Partikulier Petersen.


"De er vist en farlig stor Synder, Peddersen!"

"De er … De er … De er meget værre end som jeg … for De ejede Grundene, og jeg maatte kjøbe mine … og …"

"Men jeg er syg, og De er rask."

"Men min Kone er meget sygere end som De, Krusberg … Næ, næ aah … ingen Droske! … Det er saa dyrt .... jeg vil gaa hjem for at sone min Synd for Gud. Saa, nu er jeg bedre … Er det Noget for en Præst at sige saadant Noget? Er det Kristendom? Naar en Mand er … er sparsommelig og svarer Enhver sit! … aa Krusberg … følg mig hjem!"

"Ja, naar det saa er Herrens Villie. Og det kan være, De bliver lige saa syg som jeg, Peddersen! Det er Herrens Gjengjældelse … for hvad de Grunde angaar, som De snakker om … saa tror jeg nok, at De har tjent mer, end som jeg nogen Sinde har gjort … for De laaner nok Penge ud … hvad? … Og De er nok Medejer af nogle gamle Huse paa Kristianshavn … hvad? Og de har nok Aktier i fine Beværtninger som dette herre "National" hvad? Omvend Dem i Tide, Peddersen!

"Hør De … hvad hedder De nu? Hvis De … aa jeg er saa syg og saa bange! Følg mig hjem .. De derude fra Østerbro."

De to Gamle drev sammen gjennem Tøsneens mylrende Fnogge. De vexlede kun nogle stødvise, meningsløse Repliker.

"Synden, Peddersen …"

"Vor Herres Naade, Krusberg. Jeg er syg."