129
Et Glimt.
og deres Skygger. Jeg saâ et uregelmæssig bredt Ansigt. Næsen var flad og Læberne tykke, nærmende sig Negerformen. Huden var brungul som paa en Romerinde, og Øjnene lige saa brune og funklende, og de vare endog usædvanlig smukke baade i Tegning, i Farve og i Glans. De syntes at tale og sige til mig: "Hvad staar du der og glor efter?" eller "Hvad kommer det dig ved?" De sænkede sig strax. Barnet vedblev at die en lille Stund, saa smed hun det fra sig. Nu saâ jeg, at det gik helt godt og mindst maatte være to Aar.
Nu viste sig Gaardens Karl og en yngre Husmand i en Indgang til venstre for Lugekonen; den førte fra Marken ind i Haven. De havde begge Leen over Nakken; de havde været ude at slaa Hø. For at skyde Gjenvej og snarere komme op til Gaarden slog de ind i den Sti, hvori det store sorte Fruentimmer laa og lugede, for saa at gaa op ad Havens Midtergang.
Det store Fruentimmer rørte sig ikke. Barnet, der syntes at trænge til lidt fast Føde oven paa den flydende, laa paa Maven noget fra Moderen og gnavede paa en tør Gulerod.
Karlen, en ung Fyr, med Piben hængende i Mundvigen, skubbede med Træskoen til Lugekonen og sagde:
"Kan du faa hummet dig, din — (Skjældsordet lader sig ikke skrive) og lade Folk komme frem for dig og din f— Unge? Er du døv? Eller fanger du Jordlopper for at formere dit Kre'turhold?"
Endnu ikke en Bevægelse. Hendes Ansigt for-
