130
Et Glimt.
blev ludende ned over Bedet og de med sort jord besatte Fingre blev ved at luge.
"Det er fælt, saa saadant noget Skab kan være stædigt", sagde Husmanden. "Hun ligger ligesom en død Ko. Vi kommer til at skræve over Bedet, Hans, for der er vel ingen af os, der gider tage sig for at skubbe hende avæk, for man ku' let faa noget Levendes i Tilgift, hæ, hm, hæ … God Avten, (her henvendte han Talen til mig) … kanske Herren vil afmale den sorte Lisbeth. Hæ, hæ .. Hun ku' blive en pæn Altertavle i en Jødekirke. Hæ, hæ, hæ!"
Karlen og Husmanden skrævede over Bedet og gik ud mod Gangstien. Jeg fulgte dem. Lugekonen syntes ikke at høre eller sanse noget, ej heller at Barnet skraalede højt af Angest over den høje og raa Tone, der taltes i. Hun lod det ligge.
"Hvorfor skjælder De den Kone saa rædsomt ud?" spurgte jeg.
"Kone! Ja, det kan man i visse Maader jo nok kalde hende. Hæ, hæ, hæ", svarede Karlen.
Husmanden lo med og fortsatte:
"Det er en led Ting. Hun har fire Børn paa Sognet, og hvert af dem har hun med hvert sit Mandfolk."
"Naa ja", svarede jeg lidt forundret over denne moralske Forargelse, som jeg ellers ikke havde truffet synderlig udviklet paa den Egn og i de Lag. "Men saa syntes jeg, man skal lade hende gaa for den, hun er. Man behøver jo ikke at skjælde hende ud."
